På det sidste stykke inden vejen drejer ind til KFUM´s soldaterhjem i Borris bliver jeg mindet om, at det er et militært område. En digital advarselstrekant gør mig opmærksom på, at der skydes med skarpt, men, at jeg gerne må køre igennem her.
Da jeg stiller bilen og stiger ud, kan jeg høre de skarpe skud ude i området. De falder som korte trommeslag i stød, tuk, tuk, tuk, …, tuk, tuk, tuk. Der er en regelmæssighed, noget tilbagevendende rytmisk og metallisk over lyden ude i horisonten. Jeg kan ikke præcist høre, hvor den er, den kommer flere steder fra for så at holde pause. Og begynder så igen.
Mit ærinde på soldaterhjemmet er at komme en tur med kantinevognen, en hvid Fiat Iveco. Den er fyldt med Prinzenrollen, læbepomader, chips, slik, …. og en grill, hvor man som passager kan dufte de sprøde ristede pølser. På siden af vognen står der: KFUM´s Soldaterhjem. Det er en meget højt værdsat vogn skal det vise sig. Jeg har fået lov til at komme med Ivan Hove Kristensen, der er assistent på hjemmet.
Et kæmpe øvelsesområde
Ivan fortæller: “Det område vi kører på er næsten 5000 hektar stort. Alene den vej vi kører på nu, en slags ringvej, er 30 km. Og så er der alle de små stikveje ud og ind fra denne vej. Så jeg har nok at se til, når der er øvelser herude. Og dem er der rigtig mange af. Nogle gange kører jeg to gange efter hinanden for at nå at komme ud med vognen.”.
Mens vi kører hen mod det første sted, ser vi en rovfugl i højre side foran bilen. Den flyver lige ovenover os, egentlig ret tæt på. Majestætisk. Elegant. Og bruger termikken til at komme højere op. Det ser så legende let ud.
“Ja, der er mange af dem herude. Ligesom rådyr og bukke. Nogle mener endda, at ulven også er her. Men … . “., Ivan tøver lidt. “Det er ikke sikkert.”.
To ristede med det hele, tak
Vi kommer til det første sted, hvor soldaterne er i gang med at skyde på skydebanen. Det er noget andet end små knaldperler. Der lyder pludselig et par voldsomme øredøvende brag. Bilen ryster en smule, men heller ikke mere end det. Nogle soldater kommer over til lågen bagerst i bilen, som Ivan har lukket op.
“Jeg skal bede om en menu”, siger en kvindelig soldat. “Værsågod”, siger Ivan og straks melder den næste sig: “Den der banankage, den kalder på mig. Og jeg skal have et stykke med til min kammerat. Nej, to stykker! Og en Cocio, tak!”. Ivan rækker sagerne ud til soldaten, der trasker afsted igen. “Og, hvad skal du så ha´?”, spørger Ivan. “En fyldopper og noget kogende vand i den her! Og så to ristede med det hele, tak”. En fyldopper er selvfølgelig den indforståede; mere kaffe tak.
Stemningen er god og gemytlig, og der bliver udvekslet små grin, jokes og tak. Vi kører videre mod næste øvelsesområde. Det er sådan, at Ivan har en plan. Et skema over hvem og hvor, der bliver øvet. Planen kan ændres afhængig af, hvad den militære ledelse bestemmer. Før han kører ud med kantinevognen, er han altid lige omkring dem for at høre ad. I dag er der bare en lille ændring.
Og mere banankage
Næste sted vi kører hen, øver nogle MP´ere med tunge skyts monteret på vognen. På vejen derhen har vi set endnu en rovfugl, der har siddet på en højt hævet stolpe helt uanfægtet af, at vi kørte forbi mindre end 10-15 meter fra den. Ivan fortæller at dyrene, på trods af de daglige øvelsesskydninger, har vænnet sig til det. Det er også et naturområde, som bliver passet på, hvor landskabet på mange måder er oprindelig jysk hede- og lyngområde.
En af soldaterne kommer hen til vognen og spørger: “Er der mulighed for, at du kan stå her fem minutter mere?”, sagt med et smil i stemmen. “Jada!”, svarer Ivan og begynder at ekspedere de første soldater. Endnu engang er banankagen det helt stor scoop. “Kan jeg få det der stykke i midten, ja, den der. Den ser dejlig stor ud … .”, siger en af MP´erne med betoning på dejlig. “Værsågod, og hvad skal du have …?”. “Lidt mere ketchup, tak!”.
Også her kan man mærke, at soldaterne nyder Ivans og vognens tilstedeværelse. Det virker som et velkomment afbræk på dagen.
Og lige en ekstra bestilling
Ivan har forsøgt over mobil at få fat i en sergent for at spørge, om vi skulle komme forbi. Sergenten ringer tilbage og spørger, om han har noget med det der snask på, altså, hvad en hel banankage koster. Ivan nævner prisen og sergenten svarer: “Så skal jeg bare have en halv.”.
Ivan ringer til soldaterhjemmet og får Kirsten, soldaterhjemslederen, til at tage en ekstra banankage op, så den er klar til sergenten.
Vi kører hjem til soldaterhjemmet igen. Selvom det blot har været en lille tur efter, hvad Ivan siger, så har den efterladt dette indtryk; den er dagens højdepunkt, helt uden tvivl.
Skrevet af Flemming T. Bruun.