Hvem er KFUM’s Soldatermission

KFUM’s Soldatermission er en landsdækkende frivillig organisation med over 6.500 medlemmer. KFUM’s Soldaterhjem besøges årligt af cirka 350.000 gæster, og målet er at være noget for den enkelte soldat. Et centralt formål fra starten af Soldatermissionens historie har været “at være der hvor soldaterne er” – og derfor er der soldaterhjem ved kasernerne og gerne også hvor danske er udsendt. I udlandet bliver hjemmet dog også brugt af andre nationaliteter. Find os på Facebook og LinkedIn

Hvorfor er det vigtigt?

Et hjem for soldater og veteraner i Danmark

På KFUM’s Soldaterhjem er vi nærværende og har øje for den enkelte soldat. Det er et basalt menneskeligt behov at blive set, og vi forsøger efter bedste evne at efterleve vores værdigrundlag, hvor vi ser alle mennesker som lige værdifulde.

På det lavpraktiske niveau serverer vi mad, viser film, tilbyder spil og giver soldaterne medindflydelse på, hvad der kan foregå af aktiviteter. Dagligt er der en kort andagt, hvor vi giver små glimt af den kristne tro videre på en aktuel og nærværende måde.

Soldaterhjem i udlandet

Hvordan er det at være udsendt som soldaterhjemsleder? Og hvad bliver man udsendt til?

Per Møller Henriksen siger:

“I 2010 var min kone og jeg i Camp Bastion i Afghanistan for at drive KFUMs Soldaterhjem for de udsendte danske soldater. Det var et af de hold, som var i de hårdeste kampe med mange sårede og 5 dræbte ud af 750 mand.”

Soldaterhjemmet var særdeles velbesøg med 500 til 1000 daglige brugere i det blot 63 m2 store hjem bygget af containere midt i den store Nato-lejr midt i ørkenen. Det var ikke blot danske soldater, men også mange britiske og amerikanske soldater, der satte pris på et fristed, hvor der var kaffe på kanden og et par civile, der ville lægge øre til og skabe et hjemligt miljø midt i krigen.

“Hver aften kl. 21 var der aftensang og en kort andagt på terrassen. Der var meget stor lydhørhed og alle bad med på soldatens bøn (fra salmebogen) og fadervor. Selv om andagten var på dansk, var der også opbakning fra mange udenlandske soldater som bad med på fadervor og som ofte fremhævede den særlige stemning og tryghed der var på soldaterhjemmet.”

Per Møller Henriksen
Generalsekretær i KFUM’s Soldatermission